Electronic Travel Authorisation (ETA)
det er først muligt at søge fra 5. marts 2025
Danske statsborgere inklusiv børn, som ønsker at besøge Storbritannien i en kortere periode eller mellemlande (i transit), skal fra den 2. april 2025 bruge en ETA for at få lov til at rejse til Storbritannien. Det vil sige, at hvis du f.eks. vil rejse til Storbritannien på turistbesøg eller for at besøge venner eller familie, skal du nu huske at have en gyldig ETA.
ETA står for ’Electronic Travel Authorisation’. Det er en forhåndsgodkendelse, der giver dig lov til at rejse til Storbritannien. Dog er en ETA ikke en garanti for indrejse. Du skal forsat igennem den britiske grænsekontrol. En ETA koster £10 og gælder normalt i 2 år. Den tillader flere rejser til Storbritannien med ophold i op til 180 dage.
Vær opmærksom på følgende:
- Du kan tjekke i følgende link om du skal bruge visum eller ETA for at rejse til Storbritannien.
- Hvis du ikke har et dansk nationalitetspas, så gælder der andre regler.
- Du skal ikke bruge en ETA, hvis du allerede har et gyldigt opholdsgrundlag i Storbritannien (f.eks. ophold under EU Settlement Scheme).
De britiske myndigheder har oprettet en hjemmeside, hvor du kan læse om ETA. Det er også herigennem du søger om ETA, når det bliver muligt for danske statsborgere fra 5. marts 2025.
Den danske ambassade i London, Udenrigsministeriet, og de danske honorære konsulater i Storbritannien har ikke yderligere information end dette. Hvis du har spørgsmål, så se venligst de ovenstående links eller kontakt Storbritanniens ambassade i København.