Gå til indhold
Indsigt

Forstå dansk eksport

Danske virksomheder eksporterer årligt for 747 mia. kr. (2017) Men hvor eksporterer vi til? Og inden for hvilke sektorer befinder vores eksport sig? Vi giver dig her et indblik i dansk eksport, så din virksomhed kan klæde sig på til et eksporteventyr.  

Dansk eksport er i fokus. Gang på gang lyder det i både medier og erhvervsliv, at danske løsninger er i høj kurs på globale markeder. Det går godt for mange danske virksomheders eksport, må man forstå, og det er altid en succes, når en dansk virksomhed får fodfæste på nye markeder. Men hvad er egentlig op og ned i den store fortælling om dansk eksport? Hvor meget eksporterer vi for? Hvilke lande er vores bedste kunder? Og hvilke sektorer står vi stærkest i, når det gælder dansk eksport?

Dansk eksports primære aftagere

Eksporttallene fra 2017 viser, at den samlede vareeksport nåede op på 747. mia. kr., mens tjenesteeksporten var på 441 mia. kr. Langt størstedelen af dansk eksport går til nogle af vores nærmeste nabomarkeder. Danmarks ultimativt største eksportaftager er Tyskland, da eksport hertil samlet set (vare- og tjenesteeksport) løber op i 153,4 mia. kr. 
Sverige ligger på en tredjeplads over Danmarks største eksportmarkeder (samlet eksport: 123 mia. kr.), og Storbritannien (samlet: 91,1 mia. kr.) og Norge (70,9 mia. kr.) følger så efter på en hhv. fjerde- og femteplads.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at en stor del af dansk eksport når længere væk end til vores nærmeste handelspartnere. Verdens største økonomi, USA, indtager nemlig andenpladsen på listen over Danmarks største eksportmarkeder med en samlet eksport for varer og tjenester på 125,8 mia. kr. tværs over Atlanten. At dansk eksport har verdens største økonomi som sin andenstørste aftager, og dermed et af vores allervigtigste eksportmarkeder, er en stor bedrift, som ikke blot bidrager til Danmarks BNP og beskæftigelse, men også er en vigtig blåstempling af dansk kvalitet, der kan komme den enkelte virksomhed til stor gavn.

Dansk eksport når tilmed den hurtigt voksende økonomi i Kina, som også er på listen over Danmarks største eksportmarkeder. Kina har som det sjettestørste eksportmarked en stor betydning for dansk eksport og danske virksomheders muligheder for at få ordrer i hus. Den samlede eksport til Kina er stadigt stigende og løb i 2017 samlet set op i 50,8 mia. kr.

Dansk eksport og vores styrkesektorer


Ser man på dansk eksport i 2017 fordelt på sektorer, tegner der sig et billede af, at Danmark har en særlig stærk position inden for transportsektoren. Størstedelen af tjenesteeksporten kom nemlig fra transportsektoren, hvor Danmark eksporterede for 237 mia. kr. Specielt søtransporten stod for massiv eksport med hele 189,1 mia. kr. Den samlede transportsektor indtager imidlertid også førstepladsen inden for dansk eksport af varer, hvor varegruppen 'maskiner og transportmidler' bidrog med 177,2 mia. kr.

Ser man udelukkende på dansk eksport af varer i 2017 er Danmarks styrkesektorer derudover medicinalindustrien (kemikalier/kemiske produkter: 137,6 mia. kr. og heraf lægemidler: 92,7 mia. kr.) og fødevarebranchen med 113,9 mia. kr.

Dansk eksport af tjenester var til gengæld domineret af rejser (52,6 mia. kr.) som den ultimativt største tjenesteeksportkategori. Herefter er det IT (29,8 mia. kr.), royalties og licenser (26 mia.) samt bygge- og anlægstjenester (23,7 mia. kr.), der udgør de største kategorier inden for tjenesteeksporten.

Vores eksport af energi blev i 2017 kendetegnet ved, at Danmark eksporterede olie-, brændselsstoffer og lignende for 30,9 mia. kr. af denne eksport bestod 25,3 mia. kr. af olie og olieprodukter. 3,6 mia. kr. gik til gas, og 1,9 mia. kr. til elektrisk strøm. Dansk eksport bestod desuden af kraftmaskiner og motorer for 34,6 mia. kr., hvilket hovedsagligt indebar vindmøller.

Eksport og handel betyder jobs

Dansk eksport er ikke bare vigtig for den enkelte virksomhed, men også for det danske samfund samlet set. Danmarks lille, åbne økonomi er nemlig stærkt afhængig af at kunne skabe eksport til udlandet. Eksport og handel betyder både større BNP og større beskæftigelse. Dansk eksport understøtter en lang række jobs, og det samlede danske arbejdsmarked drager derfor store fordele af eksporten. Dansk eksport til lande uden for EU understøtter hele 429.000 jobs i Danmark, mens eksporten på EU’s indre marked også holder danskerne beskæftiget, da langt over halvdelen af dansk eksport går til andre EU-lande.

Dansk eksport er desuden vigtig for vores vækst. I årene efter finanskrisen og frem til 2015 steg dansk eksport støt og var den største bidragsyder til væksten herhjemme. I 2017 stod vores eksport dog stort set stille, og dansk eksport er stadig ved at finde fodfæste igen. Det er primært vores eksport til EU, der halter, men til gengæld er især dansk eksport til USA på fremmarch.

Dansk eksport og dansk økonomi

Ifølge Danmarks Statistik var det danske BNP i 2017 på 2.178,1 mia. kr. Den samlede eksport udgjorde 50 procent af vores BNP (1188 mia. kr.), mens importen var på 47,4 procent (1033,4 mia. kr.).

OECD har imidlertid opgjort Danmarks BNP en smule lavere, og dansk eksport får derfor en lidt højere andel. Her udgjorde eksporten i 2017 55,2 procent af BNP i Danmark, 44,6 procent i hele EU, 47,2 procent i Sverige, 45,3 procent i Tyskland og 11,9 procent i USA.

Dansk eksport har dermed en større betydning for dansk økonomi end det gør sig gældende for eksempelvis Tyskland og Sverige og i EU-gennemsnittet. Der er dog også en række europæiske lande, som er mere drevet af eksport end Danmark; bl.a. Holland (86,5 procent), Belgien (85,1 procent), Irland (120 procent).


Dansk eksport omfattes i høj grad af frihandelsaftaler

En vigtig faktor for dansk eksport er frihandel. Frihandelsaftaler hjælper til at gøre eksport og import nemmere for virksomheder, uden at regler og reguleringer overskrides. Det har øget ikke bare dansk eksport: EU’s handelsaftale med Mexico har øget EU’s eksport til Mexico med 416 procent siden år 2000, eksport til Chile er øget med 170 procent siden 2003 og eksport til Sydkorea er øget med 59 procent siden 2011.

Dansk eksport til lande, med hvem vi har frihandelsaftaler, vil bidrage til vores BNP. Aftalen mellem Japan og EU vil således øge BNP med anslået 0,4 procentpoint, når effekterne er helt indfaset i 2030. Frihandelsaftalen mellem EU og Sydkorea vil tilsvarende øge BNP med 0,2 procentpoint og aftalen mellem EU og Canada med 0,2 procentpoint. En vigtig brik i fundamentet for dansk eksport fremadrettet.

Vil du vide mere? se vores relaterede indhold

Loading...

Vil du vide mere om dansk eksport? 

Så kontakt os og hør nærmere. 

Loading...