Gå til indhold
Frankrig

Situationsrapport fra eksportmarkedet Frankrig

Frankrig oplevede i 2021 et stort økonomisk opsving efter COVID19-pandemien, men er nu stærkt påvirket af de økonomiske konsekvenser af Ruslands invasion af Ukraine, herunder stigende inflation og høje energipriser. Den franske regering har vedtaget flere målrettede foranstaltninger for at støtte de mest berørte sektorer (fiskeri, landbrug, transport, osv.) og begrænse konsekvenserne for husholdningernes købekraft. 

Den nye regering under præsident Emmanuel Macron, som blev udpeget i juli 2022 efter parlamentsvalget i juni 2022, har som prioritet at begrænse konsekvenserne af den stigende inflation for økonomien, virksomheder og husholdninger. Den 4. august blev der vedtaget en såkaldt resiliensplan, som både består af initiativer, der skal hjælpe husholdninger og adressere den dalende købekraft, f.eks. via en brændstofrabat og loft for stigningen i gas- og energipriser. Politisk er der endvidere et særligt fokus på at hjælpe de mest udsatte dele af befolkningen. Resiliensplanen indeholder derudover etableringen af en fond (3 mia. EUR), hvor energitunge virksomheder kan ansøge om støtte med henblik på kompensere for de ekstra omkostninger til gas og el samt tiltag, der skal bane vejen for fransk uafhængighed af russisk energi, herunder et solidt sats på grønne løsninger og energieffektivitet, bl.a. med afsætning af 9,7 mia. EUR til re-nationaliseringen af det franske energi- og forsyningsselskab, EDF. Ligesom ved tidligere hjælpepakker og investeringsprogrammer som EU’s genopretningsfond, France Relance og France 2030, er der en markant fællesmængde mellem strategiske målsætninger om et grønnere og mere digitaliseret Frankrig på den ene side, og danske handelsmæssige styrkepositioner på den anden.
 
Fransk økonomi kom solidt ud af COVID-19-krisen i 2021, men er nu stærkt påvirket af de økonomiske konsekvenser af Ruslands invasion af Ukraine, herunder stigende inflation og høje energipriser. Efter et historisk fald i BNP i 2020 (-8,3 pct.), oplevede man et stærkt opsving på +6,7 pct. i 2021 og arbejdsløsheden faldt til 7,4 pct. – et i fransk sammenhæng ganske lavt niveau. I andet kvartal af 2022 har den franske økonomi derimod kun oplevet en vækst på +0,5 pct. efter et fald på -0,2 pct. i første kvartal. Ifølge den franske centralbank vil økonomien samlet set vokse med 2,3 pct. i 2022, selvom de bredere økonomiske implikationer af krigen i Ukraine for fransk økonomi fortsat er præget af en vis usikkerhed. Inflationen forventes f.eks. fortsat at stige, selvom den franske inflation fortsat ligger et godt stykke under EU-gennemsnittet, og lå på 6,1 pct. på årsbasis i juli, samt 5,8 pct. på årsbasis i juni. 

Frankrig er Danmarks 8. største eksportmarked: I 2021 eksporterede Danmark varer og tjenester til Frankrig for over DKK 45 mia., og det forventes at eksporten i 2022 samlet set vil stige til over DKK 50 mia. Med de førnævnte økonomiske hjælpepakker åbnes der således i fremtiden op for nye markedsmuligheder for danske virksomheder på områder, hvor Danmark har en naturlig styrkeposition. Det franske finansministerium har oprettet en særlig hjemmeside med fokus på hjælp og vejledning til virksomhederne (på fransk), som kan tilgås via dette link.

Generelt kom Frankrig ganske hurtigt i gang med sin genopretningsplan, hvilket også kommer til udtryk i større finansieringsprogrammer. F.eks. er den franske Varmefond og Industri decarboneringsstøtte Fond blevet tildelt projekter inden for bæredygtig energi og energirenoveringer. Af den i alt EUR 100 mia. store genopretningsplan, som blev vedtaget i 2020 midt i coronapandemien, er hele 30 pct. således afsat til den grønne omstilling. Og af de 30 grønne milliarder vil eksempelvis EUR 6,7 mia. specifikt gå til projekter, der fremmer energieffektivitet.

økonomien i Frankrig

Erhvervsklima

Som følge af krigen i Ukraine er den franske økonomi indirekte blevet påvirket af de høje energipriser og stigende inflation. Den franske økonomi oplevede et fald i BNP-væksten på -0,2 i første kvartal og en vækst på kun +0,5 i andet kvartal. De bredere økonomiske implikationer af krigen i Ukraine for fransk økonomi er fortsat præget af en vis usikkerhed, men ifølge de seneste prognoser fra den franske centralbank vil økonomien vokse med 2,3 pct. i 2022. Inflationen forventes f.eks. fortsat at stige, selvom den franske inflation fortsat ligger et godt stykke under EU-gennemsnittet, og lå på 6,1 pct. på årsbasis i juli, samt 5,8 pct. på årsbasis i juni.

Den franske økonomi fortsætter derimod med at skabe arbejdspladser. Ifølge det franske nationale statistik institut (INSEE), blev der i andet kvartal af 2022 skabt 102.000 nye job i den private sektor, hvilket svarer til en stigning på +0,5 pct. i forhold til første kvartal. Det er den sjette kvartalsvise stigning i træk. På trods af den usikkerhed, der påvirker økonomien som følge af krigen i Ukraine, bekræfter disse tal den gode beskæftigelsestilstand kombineret med en moderat arbejdsløshedsprocent (7,3 pct. i første kvartal ifølge tal fra INSEE, sammenlignet med 8,2 pct. før COVID-19-pandemien). Disse niveauer vil blive anvendt som reference for den nye regering, der har som mål fuld beskæftigelse (dvs. en arbejdsløshedsprocent på omkring 5 pct.) i 2027.

Ifølge OECD’s Consumer Confidence Index har forbrugertilliden været støt stigende fra årsskiftet 2020/2021. I december 2020 lå den på 98,3, og stigningen har herefter strækket sig over forår og sommer 2021. I juli 2021 lå den på 101,4.

Frankrig er Danmarks 8. største eksportmarked (45 mia. kr. i 2021), og eksporten er blevet øget med 35 pct. siden 2015 og har skabt ca. 35.000 arbejdspladser. Eksporten er primært fokuseret på medicin og life science, men der er et stort potentiale inden for grøn omstilling og tech/digitalisering.

Danmarks samlede eksport til Frankrig lå i de første ni måneder af 2021 på DKK 20,80 mia. Det svarer til en stigning på 14,9 pct. i forhold til den samme periode i 2020 (DKK 18,11 mia.).

 

Økonomiske nøgletal

Purchasing Manager's Index (PMI)

 

Kilde: France - PMI manufacturier (investing.com)

PMI for august var på 50,6 mod den forventede værdi for samme periode på 49,0.

Læs mere om PMI i Frankrig her.

Forventet økonomisk udvikling i 2022

Trods usikkerheden omkring Ukraine-krisen er opsvinget i økonomien efter COVID-19-pandemienfortsat ind i 2022 – dels som følge af politisk støtte. Generelt bidrager den fortsatte finans- og pengepolitiske støtte til positive udsigter, men med Ukraine-krisen forventer den franske centralbank ifølge de seneste prognoser, at økonomien samlet set kunne vil vokse med 2,3 pct. i 2022.

Den franske statsgæld nåede ved udgangen af første kvartal i 2022 op på 114,5 pct. af BNP sammenlignet med 112,5 pct. af BNP i 2021. Denne stigning skyldes i høj grad de økonomiske konsekvenser af krigen i Ukraine. De offentlige finanser forventes ikke desto mindre at blive forbedret på lang sigt og vil ifølge den franske centralbanks seneste prognoser stabilisere sig lidt på over 110 pct. af BNP i 2023-2024. Læs mere her (på fransk). 

 

Dansk eksport til Frankrig det kommende år

Overordnet har Frankrig været hårdt ramt af akut økonomisk nedgang, men også haft en hurtig genopretning derefter. Men Frankrig er fortsat Danmarks 8. største eksportmarked. Der var kun i en kort periode omkring april 2020 problemer ift. indrejse af danske erhvervsrejsende og på intet tidspunkt større problemer ift. varer og andre ydelser. Der er store investeringer på vej inden for danske styrkepositioner – særligt sundhed, grøn teknologi og digitalisering. Der er således gode perspektiver for dansk eksport til Frankrig det kommende år.

 

handelssituation og eksportmuligheder

Handelssituation

Effekt af krigen i Ukraine

Ruslands invasion af Ukraine har haft stor indflydelse på energi- og fødevaremarkederne i hele Europa – også Frankrig. EU-landene koordinerer nøje deres foranstaltninger for at imødegå de stigende priser og knappe forsyninger.

De stigende energipriser har stor indflydelse på franskmændenes købekraft, og for at imødekomme denne udfordring vedtog det franske parlament den 4. august 2022 en såkaldt resiliensplan for økonomisk og social modstandsdygtighed. Denne indebærer blandt andre tiltag et loft for stigningen i gas- og energipriser på 4 pct., og en brændstofrabat på 15 cent (EUR) ekskl. moms pr. liter (EUR 18 cent inkl. moms). Rabatten forhøjes først til 30 cent inkl. moms pr. liter i september og oktober og sænkes derefter til 10 cent inkl. moms pr. liter i november og december. Begge tiltag gælder indtil videre til slutningen af året, men den franske regering har allerede annonceret en intention om, at de går videre ind i 2023. For sektorspecifik påvirkning af krigen i Ukraine henvises til følgende afsnit.

 

Stimulipakker

Regeringen har ydet direkte COVID-19-relateret understøttelse for estimeret EUR 155,36 mia.

I 2020 og 2021 indført den franske regering en række kompensationsordninger til støtte for forskellige sektorer, iværksættere og selvstændige erhvervsdrivende samt ansatte, der er direkte berørt af COVID-19-krisen. Støtten er justeret til nu kun at omfatte visse sektorer i takt med genåbningen af samfundet og genstarten af økonomien.Den tidligere finansminister Bruno Le Maire annoncerede, på baggrund af den positive økonomiske udvikling, at de generelle hjælpepakker til franske virksomheder gennem solidaritetsfonden blev udfaset pr. 30. september 2021. I stedet overgik man til skræddersyede ordninger målrettet til de sektorer, der fortsat er ramt af følgerne af pandemien, herunder kultursektoren samt hotel- og restaurationsbranchen.

Danske selskabers datterselskaber registreret i Frankrig kan bruge de samme støtteordninger som franske selskaber. Specifikke kriterier for adgang til støtte kan dog variere.
Hvad angår den aktuelle økonomiske situation og følgerne af krigen i Ukraine afviser den franske regering at igangsætte generelle hjælpepakker som under COVID19-krisen og arbejder i stedet med målrettede initiativer.

 

Sektorer berørt af stimulipakker

Den franske genopretningspakke France Relance samt den nye resiliensplan indebærer betydelige markedsmuligheder for danske virksomheder, idet de indeholder initiativer inden for sektorer, der i forvejen har et stort eksportpotentiale. Sundhed, der er et fokusområde i France Relance, samt grønne løsninger, som adresseres i begge hjælpepakker, er områder, hvor der allerede fra fransk side ses en stigende efterspørgsel efter innovative højkvalitetsløsninger, og hvor man ofte ser mod Norden – herunder Danmark – for inspiration.

Det samme gælder digitalisering af den offentlige sektor, hvor der er afsat betydelige midler til udbygning af 4G og 5G, cybersikkerhed, effektivisering af den offentlige sektor og cybersecurity.

Som en del af resiliensplanen, som er den seneste hjælpepakke i forbindelse med krisen i Ukraine, bebuder den franske regering investeringer inden for energieffektivitet, biogas, vedvarende energi og elbiler. Samtidig genetableres muligheden for at optage statsgaranterede lån (PGE). 

Klik her for at læse mere om grønne løsninger i stimulipakken og her for sundhedsområdet og investeringen på EUR 19 mia. i sektoren.

En række danske virksomheder har allerede et betydeligt engagement i Frankrig. Med hjælpepakkerne understøttes danske virksomheders tilstedeværelse yderligere. Det gælder både potentialet for at udbygge eksisterende styrkepositioner, såvel som potentialet for at nye danske løsninger, fx inden for nicheområder som eksempelvis MedTech eller CleanTech, kan vinde indpas på markedet.

Bæredygtighedsfokus og grønne muligheder

Den franske genopretningspakke ”France Relance” (2020) styrker den franske regerings mobilisering siden begyndelsen af Covid-19. ”France Relance” har siden marts 2020 kunne søges til finansiering af nødforanstaltninger til virksomheder og arbejdstagere, der er ramt af sundhedskrisen.

  • Den franske genopretningspakke på EUR 100 mia., hvoraf ca. EUR 40 mia. kommer fra den europæiske genopretningspakke, er særligt fokuseret på det grønne område og sundhedsområdet. Fokus i den grønne del af pakken på EUR 30 mia. er i høj grad på energirenovering af bygninger. Her sættes der EUR 2 mia. af til renovering af private boliger, mens EUR 4 mia. går til offentlige bygninger, herunder plejehjem, gymnasier og skoler. Lav energieffektivitet i bygninger er blandt de største bæredygtighedsudfordringer for Frankrig, og der er derfor et område, der i stigende grad vil blive lagt offentlige investeringer i.
  • EUR 4,7 mia. går til togtransport med fokus på at gøre offentlig transport til et billigere og mere attraktivt alternativ til biler. Hoveddelen af dette går til at afstive det offentlige togselskab SNCF. EUR 1,2 mia. går til bl.a. udrulning af cykelstier og forbedring af anden offentlig transport.
  • EUR 6 mia. går til sundhedssektoren, herunder EUR 2,1 mia. til modernisering af udstyr og digitale løsninger på  ældre-og handicapområdet afdelinger, EUR 2,5 mia. til udvalgte hospitalsprojekter mv. Disse penge kommer oven i allerede vedtagne stigninger i lønninger til ansatte i sundhedssektoren.
  • EUR 35 mia. går til forbedring af konkurrenceevnen, herunder EUR 20 mia. til at sænke de særlige franske produktionsskatter i over to år, som i dag vurderes at være ca. fem gange så høje som i nabolandet Tyskland.

I genopretningsplanen bliver der også lagt stor vægt på, at Frankrig skal være et mindre energiafhængigt land, på trods af, at planen blev udpenslet før den nuværende energikrise. Behovet for at finde alternative energikilder og især af den vedvarende slags er derfor kun blevet mere presserende. Dette skaber yderligere muligheder for danske virksomheder inden for den grønne sektor, da den franske efterspørgsel på bæredygtig energi er i vækst.

Genopretningspakken kan generelt skabe gode muligheder for danske virksomheder på det franske marked. Den danske ambassade i Paris fokuserer særligt på sundhed, energi og tech/digitalisering som også står højt på den politiske agenda i Frankrig og ikke mindst i EU. 

Klik her for at læse mere (på fransk).

En mere cirkulær økonomi

Et tiltag fra fransk side der også sigter efter en grønnere fremtid, er den nye lovgivning på cirkulær økonomi og bekæmpelsen af spild. Denne stiller højere krav til virksomheder og forbruger, for eksempel skal producenter markere tydeligere, hvordan deres produkter skal genanvendes.

Læs om lovgivningen her (på fransk).  

Områder med størst potentiale for grønne danske virksomheder i Frankrig 

Frankrig kan blive det største europæiske eksportmarked for danske energiteknologiløsninger. Som svar på en voksende fransk efterspørgsel på viden om vindenergi blev der underskrevet en samarbejdsaftale (Memorandum of Understanding) mellem det danske Klima-, energi- og forsyningsministeriet og det franske ministeriet for energitransition (MTE) i december 2021. Aftalen sigter efter at styrke den dansk-franske vidensdeling på vindenergiområdet samt at fremskynde udviklingen af teknologien, som skal spille en afgørende rolle i Europas klimaneutralitet. Denne aftale blev styrket i marts 2022 med endnu en samarbejdsaftale mellem Energistyrelsen og den franske energireguleringskommission (CRE). Ambassaden arbejder på en udvidelse af disse aftaler for at åbne op for andre samarbejdsområder, som skal også bidrage til klimaneutralitet, men også især fra russisk gas. Der er tale om områder som energieffektivitet i bygninger, dekarbonering af industri, Power-to-X, brint, fjernvarme, CCUS. Ambassaden er meget aktiv og har i partnerskab med Dansk Industri oprettet platformen ”Green Buildings” og samarbejdet om et delegationsbesøg til oktober 2022, der et til for at fremme danske investeringer i sektoren. Derudover arbejder på ambassaden på en række delegationsbesøg på andre sektorer, som oftest forbindes med messer eller konferencer, f.eks.brintmessen ”Hyvolution”, som finder sted i starten af 2023. Delegation vil få gode mulighed for at vise deres ekspertise til franske interessenter og måske finde relevante partnere. 

Klimafrontpost

Den danske ambassade i Paris er en af Udenrigsministeriets klimafrontposter og er med sine kompetencer inden for grøn teknologi således godt rustet til at vejlede danske virksomheder med grønne ambitioner. Ansættelsen af klima- og energiattaché på ambassaden i august 2021 har medført oprettelsen af et eksportprogram drevet af Energistyrelsen (EGP) samt åbnet op for regering-til-regering samarbejdsaftaler inden for energisektoren. Samarbejdsaftaler er med til at sikre kontinuitet på videndeling mellem Frankrig og Danmark med også til at styrker ambassadens faglige kompetencer til gavn for danske virksomheder.

Life Science strategi 

Den nye danske life science strategi i 2021 resulterede i, at ambassaden i Paris efterfølgende ansatte en sundhedsattaché. Med denne stilling er den allerede underskrevne Declaration of Intent fra 2019 mellem de danske og franske myndigheder på sundhedsområdet blevet konkretiseret med en række aktiviteter og videndelingsseminarer indenfor hhv. ”hvordan skabes et resilient sundhedsvæsen, moderne og effektive hospitaler samt fremtidssikre ældreområdet”. Netværket med de franske stakeholders er således blevet yderligere forstærket i sundhedsteamet på ambassaden, der pt. udgør samlet 5 personer og dette til gavn for danske virksomheder med innovative løsninger til sundhedssektoren.

En hospitalsalliance for danske virksomheder er ved at blive etableret for at fremme danske innovative løsninger overfor franske hospitaler.

Det franske marked er med sine ca. 1400 offentlige hospitaler, 700 private non-profit hospitaler og 1000 private klinikker stort. Der er samtidig et stort behov for modernisering af sektoren og den franske EU Recovery plan har som ovenfor nævnt afsat 6 milliarder € til modernisering, transformation og nybyggeri af den franske sundhedssektor.

Et studie udarbejdet for den danske ambassade i Paris om de offentlige udbud af hospitaler i Frankrig viser, at franske hospitaler stadigvæk er bagud i forhold til de digitale og logistiske løsninger, der bliver implementeret i Danmark i dag, og derfor er det vigtigt at positionere de danske virksomheder på markedet nu. Derudover har Trade Council Paris siden 2021 arbejdet på at opbygge tætte forhold til en gruppe hospitaler i Frankrig, og der faciliteres pt. samarbejde med danske hospitaler. Samarbejdet vil kunne bidrage til at fremme danske løsninger i Frankrig.

Hospitalsalliancen vil kunne forberede danske SMV’er til det franske marked og herunder koble dem sammen med danske virksomheder, der allerede har aktiviteter i Frankrig for herigennem at skabe synergier og denne ’alliance for fremtidens hospital’ vil stå sammen for at fremme innovation til gavn for sundhedspersonalet og patienter på hospitalerne i Frankrig.

På ældreområdet har den nye franske ældre- og handicapminister, Jean-Christophe Combe, netop annonceret, at der i maj 2023 vil ligge en plan klar for en reform af ældreområdet, som vil lægge op til ændringer på både kort og langt sigt. De overordnede emner for den fremtidige reform er forebyggelse, sikre de ældre mod ensomhed samt rekruttering og fastholdelse af ansatte i sektoren. Under sidstnævnte vil velfærdstekniske løsninger komme til at spille en væsentlig rolle. Brugen af velfærdsteknologi på de franske plejehjem er allerede de senere år vokset markant til fordel for danske virksomheder, og det er en tendens, der forventes at fortsætte forstærket af de midler området er blevet tilført under France Relance hjælpepakken.

Digitalisering

Digitalisering af den offentlige og den private sektor er et fokusområde for den franske regering. Det har været et omdrejningspunkt for de offentlige investeringsplaner de seneste år, er blevet understreget med det store fokus på digitalisering af den offentlige sektor i France Relance, samt i Plan Investissement d’Avenir (PIA) og France 2030 investeringsplanerne, hvor der er afsat 22,3 mia kroner frem mod 2030 til at gennemføre de planlagte strategier inden for quantum, AI, Cyber, 5G og Cloud samt deres implementering indenfor offentlig administration, sundhed, industri og landbrug. 

I France Relance er der alene afsat 2,2 mia. kroner til innovation og digital omstilling i staten og regionerne, 1,6 mia. kroner til opgradering af IT udstyr, 540 mio. kroner til udvikling af digital identitet samt 1 mia. kroner til cybersecurity. 

Der er stor vilje til at samarbejde med Danmark på det digitale område. I oktober 2019 underskrev udenrigsminister Jeppe Kofoed, Jean-Yves Le Drian (tidligere fransk europa- og udenrigsminister) og Cédric O (tidligere fransk statssekretær med ansvar for digitalisering) en udtalelse om de to landes vision for europæisk digital leadership i det 21'ende århundrede. 

Frankrig har også fokus på at fremskynde den digitale transformation af den offentlige forvaltning. Til dette formål er de i gang med at gennemføre TECH.GOUV.-programmet, der blev lanceret i 2019. Dette omfatter forskellige tiltag, herunder særlig eIDAS-forordningen, der fastlægger en enkelt ramme for elektronisk identifikation (eID). Det gennemføres i Frankrig via FranceConnect-tjenesten. I 2020 registrerede FranceConnect en betydelig stigning i antallet af brugere, og nåede ud til mere end 22 millioner franske borgere. COVID har fremskyndet franskmændenes brug af FranceConnect, der ved udgangen af 2021 er nået op på omkring 33 millioner brugere.  

Læs mere via France Relance, TECH.GOUV. -programmet og DESI.

En del af den franske genopretningspakke France Relance fokuserer derudover også på digitalisering af virksomheder. Initiativet bidrager til den økonomiske udvikling af små og mellemstore virksomheder ved at øge brugen af teknologi. Initiativet er konkretiseret gennem hjemmesiden francenum.gouv.fr, der tilbyder virksomheder en personlig anbefaling, feedback fra entreprenører, der har integreret teknologi i deres hverdag på arbejdspladsen, en digital ekspert i nærområdet samt et kendskab til de 70 partnere, der har indledt initiativet.

Læs mere om det digitale initiativ her.

Cybersecurity

Som led i den nationale genopretningsplan, France Relance, har Frankrig afsat 136 millioner euro til investeringer i cybersikkerhed. Midlerne vil gå til indkøb af konsulentanalyser af behovet for cybersikkerhed i franske virksomheder samt soft- og hardwareløsninger. 

En del af midlerne er allerede blevet investeret i projekter, der skal kickstarte længerevarende investeringer i cybersikkerhed. I første omgang vil investeringerne primært være rettet mod den private sektor. Det franske marked for cybersikkerhed forventes derfor at blive langt større i de kommende år.

Projekterne styres af den franske myndighed for cybersikkerhed - ANSSI. På deres side her kan man se, hvordan processen med tildeling af midlerne forløber, og på denne side har man mulighed for at præsentere sine løsninger. 

Desuden er udbuddene i forhold til cybersikkerhed lagt ud på flere af Frankrigs udbudsportaler, herunder: France Marchés, Marchés Online og Nouveaux Marchés.

Trade Council Paris planlægger en række målrettede aktiviteter, der finder sted fra slutningen af 2022 og frem til 2024, hvor vi forventer at deltage i Forum International de la Cybersécurité (FIC), som finder sted i begyndelsen af juni og om Les Assises de Monaco i oktober, som satser stort på netværk og B2B-møder, samt i Paris Cyber Summit, som har et klart politisk sigte. 

EdTech
Digitalisering af det offentlige skolesystem er fortsat et vigtigt indsatsområde for den franske regering, hvilket også afspejles i France Relance, hvor der er afsat betydelige midler til digitalisering af både folkeskoleniveauet og de videregående uddannelser. Midlerne går både til opgradering af skolernes IT udstyr, men også til udvikling af digitale kompetencer hos elever og lærere. For at forbedre brugen af digitale teknologier i undervisningen, skal 45.000 klasseværelser udstyres med nye digitale løsninger, og 1,4 millioner studerende på de videregående uddannelser skal have adgang til hybridundervisning inden udgangen af 2022.

Derudover er der stort fokus på ”upskilling” af arbejdsstyrkens digitale kompetencer, hvilket åbner for eksport af danske digitale uddannelsesløsninger og digitalt pædagogiske tilgange på lighed med eksempelvis udveksling af erfaringer og løsninger om den danske model på sundhedsområdet.

Handelsmuligheder

Eksisterende strategiske alliancer

Trade Council  på den danske ambassade i Paris arbejder med strategisk interessevaretagelse i alliancer med sektorfokus. Trade Council driver alliancen og understøtter virksomheder ved at promovere danske helhedsløsninger målrettet systemsalg i Frankrig. Med strategisk interessevaretagelse for en alliance hjælper Trade Councili Paris derved virksomheder med at opnå resultater ved at identificere konkrete eksportmuligheder og bidrage til at sikre match mellem lokal efterspørgsel og løsninger fra dansk erhvervsliv.

Alliancer i sundhedssektoren

Der findes på nuværende tidspunkt to etablerede virksomhedsalliancer samt en under udvikling.

  • Ældrealliancen har fungeret i en årrække og er en virksomhedsalliance bestående af danske virksomheder med fokus på velfærdsteknologiske løsninger til ældreplejen.

  • Life-Science Alliancen består af danske virksomheder, der arbejder for at fremme brugen af innovative sundhedsløsninger for patienter med kronisk sygdom.

Derudover er der en hospitalsalliance undervejs, der har fokus på at skabe mere effektive og moderne hospitaler og hvorledes danske løsninger kan bidrage til dette.

Alliancer i energisektoren

Trade Council i Paris organiserer i tæt samarbejde med DBDH  (Danish Board of District Heating) ”DHAF2022”, en strategisk fjernvarmealliance. I alliancen samarbejder en gruppe danske virksomheder med Trade Council i Paris og DBDH om at skabe bedre kendskab til fjernvarme i Frankrig og herunder kendskab til teknologiske løsninger, som kan være danske. Alliancen har fokus på at skabe tættere kontakt til franske byer, ingeniørhuse og private utilities. Flere delegationsbesøg både for danske virksomheder til Frankrig og franske aktører der kommer til Danmark er planlagt dette efterår. Det vil også være muligt at deltage som del af Joint Export Promotion events. 

  • En ny Industrialliance med fokus på decarbonering af industrien vil blive etableret i dette efterår, med fokus på farma, food og sværindustrien. Flere energi audits bliver lavet på franske industrier i disse måneder som led i alliance arbejdet på specifikke projekter i sektoren i samarbejde med den franske industri alliance Allice (Alliance Industrielle pour la Competitivité et l'Éfficacité Énergétique), og resultaterne heraf vil indgå i alliancens videre arbejde

  • Trade Council Paris samarbejder med Dansk Industri om initiativer ift. energieffektivisering af bygningssektoren. Et delegationsbesøg er organiseret i starten af oktober 2022 med seminar i Paris.

  • Hydrogen er også et område som Trade Council Paris følger nøje og ifbm Hyvolution messen har ambassaden etableret en dansk stand og fortsætter med dette i februar 2023.

  • Trade Council Paris kommer også fortsat til at organisere delegationsbesøg inden for Offshore vind, hvor en delegation organiseres i samarbejde med Danish Wind Energy Association i uge 3 i januar 2023 og ambassaden vil deltage i flere messer både indenfor flydende og traditionelle offshore vindmøller.

Alliancer under udvikling

  • The Trade Council Paris forsøger i øjeblikket at danne en alliance, der arbejder med bæredygtige industrier, der vil hjælpe danske clean tech-virksomheder med at sælge deres løsningertil franske pharma-virksomheder.

  • Dansk-Fransk Forsvarsindustrielt Samarbejde er etableret i samarbejde med Dansk Industri Sikkerhed og Forsvar og har til formål at bygge videre på de gode kontakter, der blev skabt i forbindelse med forsvarsfremstødet til Paris i 2021, samt at få sat fokus på danske kompetencer og samarbejdsmuligheder for danske og franske virksomheder.

  • I forbindelse med EU Recovery er der stort fokus på digitalisering af den offentlige sektor. Trade Council Paris arbejder i øjeblikket på at få skabt grundlaget for en alliance, der kan levere løsninger til digitalisering af den offentlige sektor i Frankrig.

Nye muligheder som følge af COVID-19

COVID-19 har betydet, at man i Frankrig har sat turbo på den igangværende udvikling mod innovative løsninger i sundheds- og ældreplejen. COVID-19 har accelereret den eksisterende udbygning af digitalisering af franske virksomheder og myndigheder.

Nye muligheder på sektorniveau

Grøn teknologi

Frankrig har en ambitiøs plan for at bevæge sig væk fra fossile kilder. Et stort sats på vedvarende energi med en investeringsplan på EUR 71 mia. indtil 2028, med bl.a. udbygning af 1 GW havvindenergi per år. Hertil kommer at EUR 6,7 mia. er afsat til energirenovering af private og offentlige bygninger i regeringens genopretningsplan. På by niveau er der også fokus på grønne løsninger - ikke mindst som følge af seneste lokalvalg med stor succes for det grønne parti i Frankrig. Innovative nordiske og danske løsninger er efterspurgte inden for en bred vifte af sektorer.

Fødevareproduktion

Den franske premierministers udmelding om genopretningsplanen omhandlede også en landbrugs-, fødevare- og skovbrugsovergang, hvor EUR 1,2 mia. blev sat af til dette formål. Især fokuseres der på accelerering af agro-økologisk transition, der skal give skolebørn adgang til sund, bæredygtig og lokal mad i kantinerne i små kommuner. 

Transport og logistik
Transport og logistik er den femte største sektor i den franske økonomi målt på omsætning og udvikler sig i takt med internationaliseringen af handelen og digitaliseringen. Regeringen har udtrykt sin ambition i den nationale strategi "France Logistique 2025" med en handlingsplan, der omfatter flere fokuspunkter, herunder navnlig at gøre den digitale omstilling til en faktor for resultater inden for logistik. Læs mere her.

Sundhed
Frankrig har ambitiøse reformplaner af både ældre- og sundhedspleje. Man ser bl.a. mod Norden og Danmark for inspiration. Der er milliardstore (i EUR) investeringsplaner (genopretningsplanen France Relance) inden for ældre- og sundhedspleje og betydeligt effektiviseringspres. Flere messer og konferencer, der omhandler sundhedssektoren, er blevet genoptaget efter frafald af de fleste restriktioner i Frankrig i starten af 2022. Digitaliseringen fortsætter i denne sektor på både regionalt og nationalt plan. Cybersikkerhed i sundhedssektoren er fortsat sårbar, og der er rig mulighed for, at eksperter fokuserer deres opmærksomhed herpå. Bioteknologien er ved at få momentum i Frankrig, men har brug for at blive mere synlig hos investorerne. COVID-19 betyder øget efterspørgsel inden for velfærdsteknologi, herunder særligt health-tech.

Større projekter i udbud
Der er en række projekter, der er relevante for dansk erhvervsliv, særligt ift. den grønne omstilling i Frankrig. En række udbud er undervejs inden for vedvarende energi og energieffektivitet. Særligt havvind er af dansk interesse – her skal udbydes mindst 1 GW om året de næste ti år, og seneste udbud (Middelhavet) på 2 x 250 MW blev offentliggjort i april 2022 . Fjernvarme er også en dansk styrkeposition, der matcher udviklingen i en række større franske byer, ligesom biomasse o.l. er efterspurgt. Energieffektivisering af bygninger er tillige et stort satsningsområde, der kun bliver større med genopretningsplanen, hvor Danmark har en stærk markedsposition. 

Dertil kommer en række konkrete mega-projekter. I Paris er der i efteråret 2022 udbud undervejs på to: Udbygningen af den parisiske metro og anlægsarbejdet frem mod OL2024. I begge tilfælde er der tale om projekter, der vil efterspørge grønne løsninger, hvor man bl.a. kigger mod Norden og Danmark. 

The Trade Council i Frankrig

Den danske ambassade i Paris har skabt flere platforme for at fremme danske løsninger i Frankrig, herunder:

  1. 1. Ambassaden har på sundhedsområdet særligt arbejdet med at skabe platforme for at introducere danske løsninger inden for life science, velfærdsteknologi og ældrepleje samt MedTech-løsninger til hospitaler.

  2. På det grønne område har ambassaden platforme inden for byudvikling – herunder fjernvarme, byggeri og miljøvenlige løsninger samt for vedvarende energi herunder vindkraft. Platformene er bl.a. bygget op som alliancer af virksomheder, der kan skabe gennemslagskraft på markedet gennem fx webinarer, delegationsbesøg, møder, markedsinformation mv. Platformene er bl.a. bygget op som alliancer af virksomheder, der kan skabe gennemslagskraft på markedet. Dertil løser ambassaden en række konkrete, markedsrettede opgaver for danske virksomheder inden for de to sektorer – f.eks. markedsundersøgelser, market entry-strategi og eksekvering mv.

I oktober blev messen Hyvolution afholdt– et arrangement om hydrogen med stor dansk synlighed. Konferencen omhandlede PtX-økosystemer i Danmark, hvor virksomheden Lhyfe’s CEO var være oplægsholder. For nyligt meldte den franske hydrogenvirksomhed Lhyfe ud, at de ville installere en 24-megawatt-anlæg i Skive, der demonstrerer, hvordan grøn brintproduktion er mulig i dag. Næsten en 1/3 af den franske hjælpepakke på EUR 100 mia. er målrettet bæredygtig udvikling. Dette udvider markedet og betyder efterspørgsel på innovative energi- og grønne løsninger, der nemt kunne komme fra danske virksomheder. For flere nyheder og information om Frankrig som marked og oplysninger om partnere, besøg Trade Councils hjemmeside i Frankrig.

I december måned blev Danmark desuden inviteret som æresland til messen BePositive vedrørende fjernvarme i Lyon. Til messen havde Danmark en stor stand og repræsenterede 13 forskellige virksomheder, der hver har hovedsæde i Danmark. Messen foregik mellem den 14. og den 16. december 2021. Arrangementet havde formålet at promovere danske virksomheder og danne højborg for danske energiaktører i Frankrig.

Oplysningerne giver et øjebliksbillede og er ikke udtømmende, da landene – ligesom Danmark – løbende tilpasser indsatsen i lyset af situationen. Nye restriktioner eller lempelser af eksisterende restriktioner kan indføres med meget kort varsel. Du bør derfor holde dig løbende opdateret på de links der er indsat. Det fremgår her på siden, hvornår oplysningerne senest er opdaterede.

Kontakt os Har du brug for eksportrådgivning i Frankrig?

Som følge af den danske regerings Eksport- og Investeringspakke 19. april 2020 er priserne for eksportrådgivning hos The Trade Council reduceret signifikant. Samtidigt er der introduceret en fordobling af tilskuddet til fonde for fælles eksportfremme og en stigning i TC-finansieret støtte fra 50 pct. til 75 pct. i 2021.

Kontakt vores leder af handelsafdelingen for yderligere rådgivning.

Loading...

    Eksporthjælp COVID-19 Genstart din eksport med hjælp fra den nye eksport- og investeringspakke

    En bæredygtig genstart af dansk økonomi, eksport og udenlandske investeringer vil være en absolut hovedprioritet for Udenrigsministeriet i 2020 og 2021. 
    Læs mere her om de nye initiativer og den nyoprettede hotline, der skal hjælpe danske eksportvirksomheder med at få ordrebøgerne fyldt.  

    Eksport nyheder Vil du have seneste nyt fra The Trade Council direkte i din indbakke?

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så hører du fra os snart.