Situationsrapport fra eksportmarkedet Sverige
Ligesom i resten af EU forventes det, at de stigende priser, den høje usikkerhed og faldet i handel, der er fulgt i kølvandet på krigen i Ukraine, vil dæmpe væksten og øge inflationen i Sverige. De svenske statsfinanser er dog sunde, og der investeres fortsat massivt i flere centrale sektorer.
For at fremme den grønne og digitale transition af svensk økonomi satser den svenske regering på omfattende offentlige investeringer i velfærd og grønne tiltag med fokus på infrastruktur, digitalisering og byggeri. Der er i år varslet reformer til en værdi af SEK 74 mia.
Også de store svenske industrivirksomheder inden for fx stålproduktion og køretøjer forudser en grønnere økonomi efter krisen, da man vurderer, at det er, hvad kunderne efterspørger.
Efter et fald under pandemien ses nu en positiv tendens i beskæftigelsen. Der er dog en risiko for, at den globale økonomiske udvikling kan påvirke de svenske arbejdsløshedstal. Regeringens seneste prognose er en arbejdsløshed i 2023 på 7,4 pct.
Samlet set er der altså gunstige muligheder for danske virksomheder og kompetencer på det svenske marked i de kommende år. The Trade Council i Stockholm oplever en markant stigning i antallet af henvendelser om rådgivning fra danske virksomheder på det svenske marked, særligt fra SMV’er.
Kan danske virksomheder søge om støtte i Sverige?
Ja, som udgangspunkt kan virksomheder, der er registreret og betaler skat i Sverige, benytte sig af støtteordningerne.DEn økonomiske situation i Sverige
Erhvervsklima
Sverige har investeret massivt i grønne løsninger inden for byggeri, sundhed, digitalisering og automatisering i både den offentlige og private sektor.
Brudte forsyningskæder og stigende leveringstider under pandemien og i lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation udgør en voksende udfordring for svensk industri og påvirker mange produktionsvirksomheder.
Danske virksomheder er førende inden for digitalisering og automatisering. Da Sverige i højere grad er på vej i den retning med store investeringer i denne sektor, bliver det mere relevant for danske virksomheder at søge mod Sverige.
Danske virksomheders spidskompetencer taler ind i den aktuelle politiske og markedsmæssige efterspørgsel, og Sverige er fortsat et attraktivt og nærtliggende eksportmarked, om end den svagere svenske krone kan være en udfordring.
Økonomiske nøgletal
Purchasing Manager's Index (PMI)
Sveriges Services PMI er øget til 53,9 i marts 2024 fra 51,2 i februar 2024. Det er fjerde måned i træk, at Sveriges Services PMI er øget. Stigningen skyldes blandt andet en forøgelse i antallet af nye ordrer og business volume samt et fald i input priser.
Sveriges Manufacturing PMI er øget til 50,0 i marts 2024 fra 49,2 i februar 2024. Stigningen skyldes blandt andet en forøgelse af landets produktion og beskæftigelse samt et fald i leveringstid.
Sveriges økonomi er i bedring siden sidste efterår, og en række indikatorer peger på, at økonomien langsomt er ved at komme sig. Væksten er dog fortsat en smule forsinket grundet en relativt svag global økonomi.
Klik her for at læse mere om PMI i Sverige.
Forbrugertillid
Forbrugertilliden er steget kraftigt det seneste halve år. Efter en periode med historisk høj forbrugertillid i sommeren 2021 oplevede Sverige i 2022 et voldsomt fald. Denne udvikling synes nu at være vendt, og forbrugertilliden for marts 2024 er på 87,5, hvor den i september 2023 var på blot 71.
Denne udvikling i forbrugertilliden viser, at svenskernes tillid til deres egen families økonomiske situation og til nationaløkonomiens almene tilstand er ved at komme sig efter næsten to år med meget lav forbrugertillid.
Find yderligere om forbrugertilliden i Sverige her.
Dansk eksport til Sverige
I Sverige er der efterspørgsel på især digitale løsninger, sundhed, klimasikring, energirenovering og komponenter til offshore vind og Power-to-X, hvilket indikerer gode muligheder for dansk afsætning i Sverige.
På trods af et fald i eksporten i 2023 sammenlignet med året før er Sverige fortsat Danmarks 3. største eksportmarked. I 2023 var den største eksportvaregruppe medicinske og pharmaceutiske produkter. I januar 2024 beløb den danske vareeksport til Sverige sig til 7,09 mia DKK. Det svarer til et fald på 3,7% i forhold til den samme periode i 2023.
handelssituation og eksportmuligheder
Handelssituation
Handelssituationen som følge af krigen i Ukraine
Pga. stigende inflation og renter forventer det svenske finansministerium, at væksten stiger langsommere i 2. halvår af 2022. Arbejdsmarkedet er fortsat stærkt.
Det forventes, at arbejdsløsheden falder på kort sigt, og at arbejdsløsheden i 2023 vil falde til 7,4 pct. Dette er en smule højere end først antaget i ”Spring Fiscal Policy Bill”.
Særligt sektorfokus
Den svenske regering har afsat midler til og skærpet fokus på sundheds- og plejesektoren som følge af erfaringerne med håndtering af COVID-19 pandemien (se tal nedenfor i afsnit om økonomisk stimuli).
Der vil bl.a. blive investeret i kompetenceudvikling, digitalisering, fremme af mental sundhed og et kvalitetsløft af ældreplejen. Danmark har erfaringer og løsninger på disse områder, som med fordel kan bringes i spil i forbindelse med fremtidige udbud.
Den øgede anvendelse af digitale løsninger og digitale afsætningskanaler under pandemien forventes at øge efterspørgslen på løsninger og kompetence inden for digitalisering, som kan skabe muligheder for danske virksomheder. Ud over konkrete digitale løsninger og produkter efterspørges træning og kompetenceudvikling af personale med henblik på effektiv implementering og anvendelse af løsninger.
Handelshindringer
Der er generelt et åbent og tillidsfuldt handelssamarbejde mellem Danmark og Sverige. Sverige har en befordrende tilgang til det indre marked, hvorfor der med ganske få undtagelser ikke opleves indre markedsbarrierer og udfordringer af nævneværdig karakter for danske virksomheder. Indrejserestriktioner fra nordiske lande, herunder Danmark, er ophævet.
Stimulipakker
Den svenske regering har, som følge af høje elpriser, fremlagt et forslag til en ”højprisbeskyttelse” af svenske husstande og virksomheder. Svenska Kraftnät skal nu komme med et forslag til, hvordan elprisstøtten vil kunne se ud. Der skal dog tages højde for at der skal være valg til den svenske Riksdagen d. 11. september 2022. Flere af de politiske partier har fremlagt egne forslag til elprisstøtte.
Sektorer berørt af stimulipakker
Der er de seneste år budgetteret med store tilskud til den kommunale og regionale sektor samt fremrykning og opprioritering af grønne investeringer. Dette påvirker især sundhedssektoren, bygge- og renoveringssektoren, klimasikring og transportsektoren.
Således tilføres de svenske kommuner og regioner SEK 10 mia. ekstra i generelle statstilskud for at sikre kvalitet inden for pleje, uddannelse og omsorg. Derudover tilføres SEK 9,7 mia. til klimasatsninger bl.a. ved fremrykkede offentlige investeringer. Der er her bl.a. fokus på energieffektiv renovering på SEK 1,8 mia. Der er desuden afsat SEK 5,4 mia. til transportsektoren - bl.a. SEK 2 mia. i 2021 til grønnere kollektiv transport og investeringer i vedligeholdelse af jernbanenettet. Derudover er der et skattefradrag på op til SEK 50,000 for arbejds- og materialeomkostninger i forbindelse med installation af grøn teknologi så som solceller, lagring af egenproduceret energi og ladere til elbiler.
Bæredygtighedsfokus og grønne muligheder
I finansloven 2022 er der planlagt reformer for SEK 74 mia. De offentlige investeringer har et særligt fokus på grønne tiltag, herunder energirenovering, transportsektoren og generel emissionsresduktion, ældreplejen, investeringer i sundhed samt generelle tilskud, som de enkelte kommuner og regioner selv prioriterer nærmere. Sveriges investeringer inden for klima og energi-området kan ses som langsigtede, da det er regeringens mål om at være klimaneutrale i 2045.
Som følge af planerne om at elektrificere transport og industri i Sverige er der omfattende planer om udbygning af energiinfrastrukturen. Der er særligt fokus på udbygning af havvind og mulighederne inden for Power-to-X, men også ladeinfrastruktur for en elektrificeret transportsektor har stort fokus.
Klimafrontpost
Den danske ambassade i Stockholm arbejder for at bidrage til den bæredygtige globale omstilling. Det gør ambassaden blandt andet ved at implementere regeringens handleplan for økonomisk diplomati. Den danske ambassade i Stockholm er ikke en officiel klimafrontpost, men har i sit samarbejde med danske virksomheder og svenske stakeholders et særligt fokus på bæredygtighed, klimasikring, energirenovering, cirkularitet og digitalisering.
Ambassaden arbejder målrettet med markedsaktiviteter inden for vandsektoren med danske virksomheder og svenske kommuner og vandforsyninger. Særligt klimasikring er genstand for større fokus i Sverige, som følge af kraftige oversvømmelser de senere år, men også vandtab, spildevandshåndtering og renovering af rensningsanlæg, hvor der skal investeres milliardbeløb, de kommende år. Fokusområderne er: Klimasikring, digitale løsninger for vandsektoren og industriel vandhåndtering.
Sverige har en målsætning om at være CO2-neutral i 2045 og have en elforsyning, der er 100 pct. baseret på vedvarende energi i 2040. Regeringens ambitioner om en grøn industriel revolution i form af fossilfrit stål, batteriproduktion, grønnere minedrift mv. samt udsigten til en fordoblet efterspørgsel på el, øger behovet for en hurtig udbygning af vindkraft, særligt havvind. Der er lanceret en række initiativer for at gøre tilladelsesprocessen hurtigere og mere forudsigelig, men sameksistens er fortsat en udfordring, som ambassaden har fokus på.
Det svenske marked for brint (Power-2-X) er i kraftig udvikling og brint er et vigtigt middel til dekarbonisering af især industri og transport. Sverige har mål om 5 GW elektrolysekapacitet i 2030 og yderligere 10 GW i 2045. Nødvendigheden af at omstille industriproduktion og tung transport til fossilfri brændsel samt en stigende efterspørgsel på grøn elektricitet, ikke mindst i Sydsverige, accelererer både offentlige og private investeringer. Power-2-X er godkendt til at modtage statsstøtte og ét af de konkrete projektinitiativer har modtaget EUR 143 mio. fra EU’s Innovation Fund. Dansk knowhow og løsninger kan med fordel komme i spil i forbindelse med denne udvikling.
Cirkularitet inden for byggematerialer er et stort emne i Sverige og et område der byder på fremragende muligheder for svensk dansk samarbejde, hvorfor ambassaden har en række initiativer i gang på området.
Digitalisering
I Sverige har 88 pct. af alle husholdninger adgang til bredbånd med over 100 Mbit/s (2021). Der gøres en målrettet indsats for at udbygge fibernettet, og målsætningen er at 99,9 pct. af husholdninger har 100 mbit/s i 2025.
Sverige investerer også i videre udbygning til 5G. COVID-19 har resulteret i øget digitalisering, idet messer og møder har været omstillet til online format. Derudover er hjemmearbejde og fleksible arbejdstider/formater en tendens, der er kommet for at blive.
I takt med den stigende onlinehandel og fokus på bæredygtighed arbejder ambassaden med initiativet ”Last Mile Delivery”, om bæredygtige digitale afsætningskanaler med særligt fokus på byområder, der bringer relevante danske styrkepositioner i spil inden for digitalisering, bæredygtig by- og ejendomsudvikling, urban mobilitet samt elektrificering af transportsektoren over for hele værdikæden i Sverige.
Sundhedsområdet har en konkret strategi for digitalisering frem mod 2025, og har i den forbindelse fået tilført midler fra 2016 – 2025 til investeringer og implementering.
Handelsmuligheder
Myndighedssamarbejde
The Trade Council i Sverige arbejder målrettet mod at skabe partnerskaber for danske virksomheder og myndigheder, der giver mulighed for dialog og inddragelse med svenske partnere, virksomheder og myndigheder.
Det er samspillet mellem private og offentlige aktører, der arbejder på den internationale dagsorden, som i fællesskab baner vejen for danske virksomheders internationale engagement.
Målet er velfærd og bæredygtig vækst, som alle får del i, og hvor global handel fremmes.
Strategiske Projekter
Bæredygtig renovering og grønt byggeri i Sverige og Finland
Boliger står for næsten 40 pct. af det offentlige energiforbrug, der skal reduceres med 50 pct. til 2050. Klimaftrykket vurderes ikke alene på hvilke energikilder og materialer, der anvendes i byggeriet eller renoveringsprocessen, men i lige så høj grad på bæredygtighed i fremstillingen og anvendelsen af materialerne.
The Trade Council i Sverige og Finland har derfor fokus på energieffektivt byggeri og renovering i 2022 med en række tiltag, hvor danske virksomheder bringes på banen over for de svenske beslutningstagere og kunder.
Sundhed
Der blev i 2021 afsat SEK 200 mio. til at give kommunerne bedre forudsætninger for udvikle ældreomsorgen gennem øget digitalisering. Pengene skulle gå til digitalisering af tjenester, øget indkøb af og anvendelse af teknik samt opkvalificering af personalet til i højere grad at udnytte digitaliseringens muligheder. Det særlige fokus på mental sundhed og livsstil tilskrives delvis følgevirkninger af den særlige situation under pandemien.
Digitalisering
Digitalisering spiller en stor rolle på tværs af The Trade Councils fokussektorer. Ambassaden arbejder bl.a. strategisk med offentlige myndigheders digitalisering, også kaldet Govtech, cyber-, data- og informationssikkerhed i relation til kritisk infrastruktur i både den offentlige og private sektor samt i forbindelse med renovering og energioptimering i byggesektoren.
Digitalisering af uddannelsessystemet og dertilhørende undervisningsværktøjer skaber også muligheder.
The Trade Council i Sverige
The Trade Council i Sverige består af et hold sektorspecialister- og handelsrådgivere inden for sektorerne byudvikling, sundhed og digitalisering samt energi og miljø. Ambassaden har derfor et indgående kendskab til mulighederne i markedet og et bredt netværk til både offentlige og private beslutningstagere.
Gennem mange års erfaring og en dybdegående forståelse af det svenske marked kan vi yde rådgivning af højeste kvalitet til de danske virksomheder, som gerne vil ind på det svenske marked.
Har du brug for yderligere rådgivning, kan du kontakte vores handelschef.
Kontakt os Har du brug for eksportrådgivninG i Sverige?
Kontakt vores leder af handelsafdelingen for yderligere rådgivning.